|
Beskrivelse af skolens aktiviteter i året
I henhold til virksomhedsplan og regnskab for 2010 skal der knyttes følgende beretning:
Grindsted Produktionshøjskole har i 2010 i alt haft et årselevtal på 45,02. Dette er en mindre tilbagegang i forhold til 2009 på 2,77 årselev, men lever op til det budgetterede for 2010 på i alt 45 årselever. Bestyrelsens forventninger til elevtallet for 2011 er således uforandret på 45 årselever.
På regnskabssiden er skolen kommet ud med et overskud på 470 t.kr. Budgettet for 2011 har en forventning om et driftsoverskud på 170 t.kr. I forhold til 2009 er resultatet 413 t.kr. mindre. Alligevel er det ledelsens vurdering, at det er et tilfredsstillende resultat, dels fordi lærerantallet i 2009 var på et absolut minimum, dels fordi der generelt blev sparet på alt, for at få et godt resultat. Bestyrelsen har derfor været fuldt indforstået med, at udgifter i 2010 ville blive større.
Fastholdelse i elevtilgangen skal ses i lyset af det gode samarbejde med UU-vejlederne lokalt og regionalt, Jobcenter Billund, samt Campus Grindsted samarbejdet, herunder Billund kommunes ”Uddannelse til alle” projekt
I 2010 har vi oprettet en ny linje, nemlig servicelinjen, som arbejder med bygningsvedligehold, grønne områder og dyrehold. I forbindelse med etableringen af den nye linje, er der også etableret nye værkstedsfaciliteter og ansat en ny faglærer. De øvrige byggeplaner er ikke realiseret, da prisen for ombygningen ikke var realistisk i forhold til skolens økonomiske formåen. Der arbejdes nu på en mindre og mere realistisk ombygningsplan. Vi har nedlagt alsidiglinjen og i stedet etableret produktionslinjen, som arbejder med træproduktion, lys-, honning- og bolsjefremstilling. Desuden arbejder produktionslinjen med motorlære og samling af cykler for en lokal detailbutik
Gennem hele 2010 har alt pædagogisk personale deltaget i et uddannelsesprojekt under Produktionsskoleforeningen vedr. dokumentation i forbindelse med arbejdet med eleverne (RKA realkompetence afklaring). Det har været et godt uddannelsesprojekt, hvor vi har fået en mere professionel tilgang til den løbende evaluering og udvikling af eleverne. Derfor har vi også besluttet, at vi her i 2011 begynder at udstede produktionsskolebevis til vores elever.
Det kontinuerlige arbejde med realkompetence afklaring kan afspejles i vores udslusningstal for 2010, som er 63 % højere end i 2009. I 2010 er der udsluset 77 elever, hvoraf de 49 er begyndt på en uddannelse eller et arbejde. De resterende 28 elever er umiddelbart ikke kommet i gang med noget efter produktionsskoleopholdet. For en stor dels vedkommende skyldes det et misbrug, som først og fremmest har skullet behandles. Det tiltagende problem med misbrug blandet flere af eleverne har gjort, at skolen i 2010 har formuleret en rusmiddelpolitik, som alle elever orienteres om ved indskrivningen, og som også har bevirket, at personalet har haft et operationelt værktøj til at handle overfor denne elevgruppe.
I foråret 2010 er der indgået en aftale med Billund kommune, om at Grindsted Produktionshøjskole skal varetage EGU vejledningen. Aftalen indebærer, at kommunen betaler vejlederens løn og markedsføringen af EGU. Fra 1. juni 2010 har skolen ansat en EGU vejleder. Billund kommune havde en forventning om at op starte 5 EGU elever årligt, men fra 1. juni og til 31. december er der startet 14 nye elever op. Allerede på nuværende tidspunkt her i 2011 er der indgået yderligere 4 aftaler. Derfor er der nu forhandlingerne med kommunen om at fuldtidsstilling som EGU vejleder.
Skolen har i 2010 fået ny bestyrelse, herunder ny formand. I den forbindelse er der stadig en vakant plads i bestyrelsen, da arbejdsgiversiden ikke har udpeget en repræsentant trods mange henvendelser. Bestyrelsen og Billund byråd har godkendt nye vedtægter og der er udarbejdet nye administrative retningslinjer.
I forbindelse med, at skolen bliver momsregistreret, skal vi styrkes med ansættelse af en fuldtidsmedarbejder til økonomifunktionen. Fra 1. februar byder vi velkommen til en ny medarbejder.
Grindsted Produktionshøjskoles handleplan vedrørende de sociale klausuler:
Formål:
• at få integreret ansatte på særlige vilkår (f. eks. fleksjob, skånejob eller arbejdsprøvning)
• at forebygge nedslidning og fastholde medarbejdere.
Persongruppe:
Gruppen omhandler personer med varigt nedsat arbejdsevne, personer i individuelle
jobtræningsforløb m.m. Skolen tilstræber, at ansættelser på særlige vilkår ikke overstiger halvdelen af ansættelser på ordinære vilkår. LC/Uddannelsesforbundets overenskomst eller efter de for det pågældende område gældende bestemmelser. Der udarbejdes stillingsbeskrivelse og indgås skriftlig aftale om eventuelle særlige hensyn i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdet.
Ansatte på særlige vilkår med direkte elevansvar, deltager i møder i henhold til skolens mødestruktur.
Ansatte på særlige vilkår, der ikke har direkte elevansvar, indkaldes til udvalgte møder.
Der er 4 medarbejdere ansat i fleksjob. Desuden har vi i 2010 haft 6 personer i arbejdsprøvning med henblik på afklaring om fleksjob eller pension.
Beskrivelse af eventuel usikkerhed ved værdiansættelse af aktiver og gæld m.v.
Det vurderes, at der ikke er usikkerhed om værdiansættelsen.
Væsentlige økonomiske forbindelser med andre institutioner
Der er ingen væsentlige forbindelser med andre institutioner.
Beskrivelse af usædvanlige forhold, der kan have påvirket årsregnskabet.
Skolen har søgt moms hjem fra årerne 2005-2009, og det forventes, at vi får små 400 t.kr. tilbage på den konto. Desuden rammes skolens resultat af den 1 % besparelse, der er pålagt.
Begivenheder efter regnskabsårets afslutning
Der er ikke efter regnskabsåret indtruffet begivenheder, som væsentligt vil kunne påvirke skolens økonomiske stilling.
Forventninger til det kommende år
I løbet af 2011 skal vi gennemføre en undervisningsmiljøvurdering blandt vores elever. Vi skal ligeledes have godkendt dispensation fra Arbejdstilsynet vedr. anvendelse af maskiner etc. inden sommerferien. I dag har skolen nogle principper, vedr. forskellige forhold på skolen. Det er intentionen, at vi i løbet af 2011 får udarbejdet en decideret personalepolitik samt en personalehåndbog for lærerne, således de kan bruge den som opslagsværk i forbindelse med principper og procedurer på skolen.
Resultat og overskudsdisponering
Resultatet vurderes som tilfredsstillende og overskuddet overføres til egenkapitalen.
|